Opdateret 18. marts 2019
PI-Københavns generalforsamling den 7. marts 2019:
Af Børge Niemann,
formand for PI´s Idrætsmærkeudvalg
Foto: Mogens Voigts
Den næste person vi skal hædre er Svend Jespersen.
Svend har igen i 2018 klaret kravene til idrætsmærket og dermed gjort sig fortjent til idrætsmærke nr. 60 i guld.
Idrætsmærkets motto er: Hold dig i form – tag idrætsmærket hvert år, og det motto har Svend virkelig levet op til.
Svend har holdt sig i god form hele livet.
Allerede som 15-årig begyndte Svend at dyrke gymnastik og var samme år (1954) på Holbæk Amts gymnastikhold ved DGI’s landsstævne i Odense.
Den 15. marts 1960 startede Svend som 21-årig i politiet, og han blev meldt ind i PI-København den 1. april s.å.
Svend fortsatte med gymnastik i PI´s gymnastikafdeling
Han var på PI’s opvisningshold ved flere DGI landsstævner og det danske politilandshold ved Gymnaestrada i flere europæiske lande – Tyskland, Østrig og Schweiz.
Svend blev endvidere klubmester i springgymnastik 5 gange.
Senere blev det til motionsgymnastik på Raymond Larsons og Berg Sørensens motionshold på Politiskolen.
Svend spillede endvidere badminton på motionsniveau og var en ivrig motionsløber bl.a. i PI´s motionsafdeling.
Svend har deltaget i mange motionsløb til og med ½-marathondistancen – var bl.a. med i åbningsløbet på Øresundsbroen og har gennemført Eremitageløbet 30 gange i træk.
Svend blev pensioneret i 2002, men motionen blev ikke lagt på hylden.
Svend fortsatte med motionsløb, badminton og motionsgymnastik og den dag i dag er Svend fortsat aktiv på et senior gymnastikhold i Rødovre - også her under ledelse af Berg Sørensen.
Siden Svend fyldte 16 år, har han taget idrætsmærket hvert år.
Først 2 ungdomsidrætsmærker og derefter som 18-årig og 19-årig idrætsmærket i henholdsvis bronze og sølv.
Det første guldmærke tog Svend, da
han som 20-årig aftjente sin værnepligt i Den Kgl. Livgarde.
Fra 1960 til 2002, hvor Svend var ansat i politiet, blev det til yderligere
42 idrætsmærker i guld.
Som pensionist fortsatte Svend ufortrødent, og vi var en lille gruppe, der hvert år satte hinanden stævne på Østerbro Stadion, hvor vi lavede almen formprøve og atletikprøver. Motionsløbet klarede Svend i PI’s motionsafdeling.
Fra 2002 til 2018 blev det således til endnu 17 idrætsmærker i guld.
Det er derfor med stor glæde, at vi i dag kan overrække Svend idrætsmærke nr. 60 i Guld og konstatere, at Svend om nogen har levet op til idrætsmærkets motto: Hold dig i form – tag idrætsmærket hvert år.
STORT TILLYKKE TIL SVEND!!
Seneste kommentarer