Porten 25.000 deltagere skulle igennem på 35. minutter

Hovedkvarteret

Et gåhold klar til start

Løberne er startet

Aftenhygge ved hovedkvarteret

Stor deltagelse af PI-København ved verdens største motionsløb – DHL-stafetten 2016

Fremtidens politifolk klar til løbeturen

Opdateret 4. september 2016

Tekst og foto: Mogens Voigts, Webredaktør, PI-København

Fra mandag den 29. august til fredag den 2. september dannede Fælledparken rammen om verdens største motionsløb – DHL-stafetten med 125.000 deltagere fordelt over de 5 dage.

Et fantastisk arrangement, der virkelig får fat i motionister i alle aldre og som efter løbe- eller gåturen samler de mange forskellige motionister til en festlig og social aften.

Masser af firmaer lægger sig virkelig i selen for at samle deres medarbejdere til denne årlige tilbagevendende begivenhed, og det er tydeligt at se, at alle kan være med, såvel ung som gammel, høj eller lav, tyk eller tynd, der er plads til alle, og alle får en god oplevelse ud af det.

PI-København deltog som sædvanlig massivt i DHL-stafetten. I år deltog vi onsdag og torsdag med hele 134 løbehold og 14 gå-hold.

Som noget nyt havde man nemlig i år valgt, at også de, der ikke lige er gode til at løbe, også skulle have en mulighed for at deltage, og det blev der også taget vel imod hos os i PI-København.

740 politiansatte fra København deltog således i de 2 dage, men herudover har mange andre politikredse og Rigspolitiet samlet løbere og gå-hold, og alle blev samlet i det telt, som Rigspolitichefen venligt har stillet til rådighed.

Der var således hele 1261 politiansatte der løb eller gik over de 2 dage, og det gav naturligvis store logistiske udfordringer til de frivillige hjælpere fra PI-København, der skulle servicere alle disse deltagere med vand, frugt, grill-pølser og som noget nyt i år, velskænket fadøl, som viste sig at være en stor succes.

Da løbet startede kl. 18.00 de 2 dage vi var med, var det et fantastisk skue at overvære de 25.000 deltagere, der alle skulle starte og sluses ud af den samme port og ud i Fælledparken ad forskellige ruter.

Gå-holdene startede først med 1 minuts mellemrum og det var tydeligt at se, at disse gå-hold, for de flestes vedkommende, skulle have en god social gåtur sammen, idet hele holdet gik samlet, i stedet for at skulle lave en gå-stafet.

Det var vist meget godt, for ellers var det ikke sikkert, at sidste gå-deltager var kommet i mål endnu.

Løberne derimod havde anderledes speed på, især de første 500, der formentlig var seedet, idet det var tydeligt at se, at de have løb som daglig hobby.

Blandt de hurtige blev bl.a. Wilson Kipketer spottet, dog lidt langsommere end da han havde verdensrekorden på 800 meter.

Og så gik det ellers slag i slag. 500 løbere af sted med 1. minuts mellemrum, og kl. 18.35 var alle 25.000 ude i Fælledparken. Imponerende.

Grill-teamet havde startet grillerne og gjort klar til, at de politiansatte mere eller mindre trætte kom retur efter deres løbe- eller gå-tur, og så var der ellers run på udlevering af pølser og udskænkning af fadøl de næste 2½ - 3 timer.

I teltet fandt deltagerne sammen, gamle venskaber blev genopfrisket, og snart summede teltet af snak, grin og godt socialt samvær. Især det sidste er meget vigtigt, for et godt socialt sammenhold er guld værd i det daglige arbejde.

Vi fra ”logistikholdet” syntes selv, at alt klappede og alle virkede glade og tilfredse begge dage, men alt dette skal vi i virkeligheden takke Christine Bertelsen, Idrætskontoret for, for uden hendes utrættelige arbejde for at få det hele til at fungere, er det meget tvivlsomt om logistikken ville fungere, så godt som det gjorde.