Dameholdet har fået ny træner

Dennis Braimovic ny træner for dameholdet

Opdateret 3. oktober 2019

Dennis Braimovic – Ny træner for dameholdet i PI

Af Malthe Graungaard Bech
Foto: Kent Dalgaard

Sommeren er slut, og fodbolden triller igen i fodboldklubberne i København.  Det er ingen undtagelse i PI, hvor dameholdet har fået ny træner.

Dennis Braimovic har overtaget ansvaret for dameholdet, og målet er klart: At fremme det sociale sammenhold og samtidig vinde så mange kampe som muligt.

Ny sæson betyder ofte store rokader på både spiller og trænerfronten, og denne sommer er ikke en undtagelse. Hos PI’s damehold overtager 28 årige Dennis Braimovic tjansen som cheftræner.

Til dagligt arbejder Dennis som Senior Account Manager i Benify, men bruger generelt meget af sin fritid på fodbold. Han spiller selv fodbold for PI’s Københavnsserie hold og har længe haft tanker om at prøve sig af som cheftræner.

Hvorfor har du overtaget trænertjansen hos PI?

Jeg har været spiller i klubben i fire år og har altid gerne ville være træner. Derfor har jeg også tidligere luftet mine tanker om at blive træner i PI for Marcus Persson (formand for PI Fodbold). Derfor ringede Marcus også til mig, da dameholdet stod uden træner. Jeg tror egentlig kun, at samtalen varede 5 minutter, før jeg havde sagt ja til at hjælpe – i første omgang for efterårssæsonen. Derefter tager vi en snak, hvor vi evaluerer efterårssæsonen.

Selvom trænerperioden i første omgang kun gælder efterårssæsonen, så har Dennis store trænerambitioner fremadrettet.

Hvor store trænerambitioner har du selv?

Mine ambitioner er store, må jeg erkende. Jeg har spillet fodbold i mange år og haft nogle rigtige dygtige trænere gennem tiden, som f.eks. Allan Michaelsen og Bent Christensen (tidligere assistent på U21 landsholdet). Dem har jeg lært meget af, så nu handler det om at finde min egen stil og udvikle denne.

Dennis mener selv, at der er en god mulighed for at udvikle sine trænerevner inden for damefodbold. Han nævner selv forbilleder som Peter Bonde og Troels Bech, som begge har været dametrænere i længere perioder. På længere sigt er målet for Dennis at prøve sig af på et højere niveau.

Han er dog bevidst om, at hårdt arbejde er en nødvendighed, hvis man vil fremad i trænerverdenen. Selvom det hele lyder meget seriøst og målrettet, understreger Dennis, at det er vigtigt, at hans ambitioner som træner stemmer overens med spillernes.

Hvad er ambitionerne for dameholdet?

Mine ambitioner for holdet skal flugte overens med det, som spillerne gerne vil. Jeg går meget op i det fodboldtaktiske og vil gerne have, vi får det bedste ud af spillerne, hver gang vi træner og spiller kamp. Men det hele foregår stadigvæk på hyggeniveau.

Det sociale aspekt fylder en del, og det er vigtigt, at alle har det sjovt, selvom vi selvfølgelig altid spiller for at vinde – det er trods alt det sjoveste ved fodbold!
Jeg har efter en enkelt kamp konstateret, at niveauet er virkelig højt, og jeg har været meget imponeret over både det taktiske og tekniske niveau. Spillestilen kommer til at afhænge meget af spillermaterialet, der er til rådighed. Som udgangspunkt har jeg fokus på det defensive ved at stå godt i kæderne og begrænse modstanderens opspilsmuligheder.

Netop dette fokus viste sig at være meget effektivt under første kamp mod CBS Sport. PI kommer tidligt foran 1-0, og fik uden de store problemer kørt sejren hjem.

Dennis understreger, at han hele tiden arbejder på at gøre damerne mere bevidste om, hvor gode de egentlig er på den fodboldbane. På netop dette punkt kan Dennis mærke en stor forskel på herre- og damefodbold.

Han mener, at mange herrespillere tror de er guds gave til fodbolden, mens damerne tit ikke er klar over deres eget niveau.

Med sin nye trænertjans bliver meget af Dennis’ tid brugt på fodbold – noget han dog selv bare glæder sig over. Dennis anser fodbold som et frirum og glæder sig i særdeleshed til arbejde med den form for ledelse, som det at være fodboldtræner er.

Han understreger samtidig, at der altid er plads til flere, så hvis man drømmer om at starte til fodbold, er man altid velkommen i klubben. Der bliver afholdt træning hver onsdag kl. 18:30 i Valby.
Har man spørgsmål eller interesse, er man meget velkommen til at kontakte Dennis. 


 

 

 

 

Foråret står for døren

Opdateret 25. marts 2019

Af Marcus Persson
Foto: Kent Evers Dalsgaard

Hvis man ser på vejret, kan man være i tvivl, hvorvidt det er forår eller efterår. Dog er man sikker, når man kigger ud på Valbys baner. Alle klubbens hold er nemlig i gang igen på de gode kunstbaner.

Et stort fremmøde er tradition, når fodbolden har ligget stille hen over vinteren. Spillerne har glædet sig, hvorfor vind og vejr ofte trodses, når opstarten til foråret begynder igen.
Traditionen tro starter PI Herre 1 allerede i slutningen af januar. PI Herre 2, 3, 4 og PI Damer snører støvlerne måneden senere.
1. april åbner græsbanerne, og så kan man ikke benægte, at foråret er på vej.

Medlemsmøde
Søndag den. 3. februar afholdt foreningen sit årlige medlemsmøde. Klubben takkede af til kasserer gennem mange år, Christian Vinther. Ligeledes stoppede også Sarah Andersen (og Julie Freund der i en kort periode havde været suppleant for Sarah også).

Det gav anledning til at byde Michael Hübertz velkommen som kasserer (tidligere sponsoransvarlig i bestyrelsen) og til to helt nye folk i bestyrelsen, Tanja Hjorth Hansen og Simon Mattebjerg.

Som traditionen foreskriver det blev medlemsmødet kombineret med en fælles fodboldturneringen og afsluttet med fællesspisning.

Træner skifte
Desværre måtte klubben i opstarten vinke farvel til træneren Johnny Martens på PI 2. Johnny er en sand blæksprutte i klubben, der udover at have været træner for 2. holdet også har trænet PI Damer, samt stadig den dag i dag varetager en bestyrelsespost.

Som afløser har klubben fået José Martinez. Et glædeligt gensyn, der ligeledes har hjulpet klubben mange gange tidligere. Senest som 2. holds træner, men før det også som manden i spidsen den gang klubbens tredje hold så sine spæde start.

Klubben ønsker Johnny Martens al held og lykke med sit nye trænereventyr i Espergærde og glæder os over, at han stadig er en del af klubben.

Tiden der kommer
PI damer har en revanche til gode. Efter den skuffende nedrykning skal man hurtigst muligt tilbage i Københavnsserien, hvor det var tydeligt for alle, at klubben har sin berettigelse.

PI Herre 1 skal om muligt fortsætte det fantastiske arbejde, der blev lagt for dagen i efteråret. Trænerteamet med Mikki, Jon og Kent har lavet minutiøse forberedelser for sæsonen, der kommer, hvorfor det bliver spændende at se, hvad det kan udmønte sig i. 

PI 2 sluttede godt af med Johnny i serie 2. Det er ambitionen, at holdet kan etablere sig i rækken, så afstanden til PI Herre 1 ikke bliver for stor. Kombinationen af et stort fremmøde til træning og overskydende førsteholdsspillere til kamp lover godt for sæsonen!

PI 3 og 4 har nye mænd ved roret: Fokus på disse hold er det sociale frem for alt, dog uden at gå på kompromis med sejre i ny og næ.

Vi glæder os til foråret – Der er på vej!


 

 

Fakta om fodboldafdelingen

Opdateret den 3. november 2018

Fodboldafdelingen blev stiftet i 1920.

Fungerende formand for Fodboldafdelingen er i dag.
Marcus Persson, marcus-persson@hotmail.com

PI Fodbold har små 200 registrerede medlemmer, hvoraf næsten halvdelen er civile medlemmer og den anden halvdel er ansat i politiet.

Alle er derfor velkomne og vil ikke føle sig uden for, bare fordi de ikke er politiansatte.

Klubben træner og spiller de fleste kampe, ude- som hjemmekampe, på banerne ved Valby Stadion og Valby Parken.

Det er enten på græs eller på kunstgræs – ingen grus.

Vi har flere sociale arrangementer i løbet af året.

De faste er træningslejr/dag, afslutningsfest, sidste kampfest og de årlige fodgolfmesterskaber

Vores hjemmeside www.pifodbold.dk har informationer om træningstider, aktuelle begivenheder, arkiv med klubbens historie, statistik, referater af bestyrelsesmøder, afdelingsberetninger, artikler fra ”Politiidræt” vedr. fodgolf, afslutningsfest, sidste kamp fest, træningslejr/dag og meget mere.

Fodboldafdelingen er også på Facebook, hvor dog kun medlemmer af PI Fodbold på facebook har afgang.


 

 

Fodboldafdelingens årsberetning for året 2018

Der trænes i "planke"

Opdateret 21. januar 2019

Ved udgangen af 2018 bestod afdelingsbestyrelsen af følgende medlemmer:

Formand, Marcus Persson
Næstformand, Anders Pedersen
Kasserer, Christian Vinther
Sekretær, Sarah Andersen
Bestyrelsesmedlem, Michael Hübertz
Bestyrelsesmedlem, Johnny Martens

Det årlige afdelingsmøde blev afholdt den 20. januar 2018 og der var fremmødt 30 medlemmer.
Forsamlingen valgte følgende medlemmer til bestyrelsen:

Formand, Marcus Persson, genvalgt.
Bestyrelsesmedlem, Johnny Martens, genvalgt.
Bestyrelsesmedlem, Michael Hübertz, genvalgt.

Regnskabskontrollant, Morten Hjorth Hansen, genvalgt.

Regnskabskontrollant suppleant, Julius Kofoed, genvalgt.

Følgende ønskede ikke genvalg:
Nicolai Mouritsen – Julie Jørgensen valgt som materialeforvalter

(Herefter følger afdelingsberetningen)

Årets første måneder er de hårde i fodboldafdelingen. Det er koldt og mørkt, og udsigterne til sæsonstarten er lang!

Dog er det ironisk nok en tid, hvor klubben har flest til træning. Det må være mangel på alternative aktiviteter i januar, februar, marts, der gør at medlemmerne kommer til fodbold i så høj grad. Det er en anden snak i juni og august, hvor solen skinner og alternativerne til træning er strand og gril aftener.  

Forholdene for vintertræning i Valby er gode. Klubben råder over gode kunstbaner, der rummer klubbens behov til 90%. Holdene startede forskudt, med PI 1 allerede i januar og de sidste i starten marts.

Der blev igen i år arrangeret en træningslejr, men igen kun opbakning fra klubbens herrehold desværre. Som de andre år var destination Bornholm, hvor vi har mulighed for at kombinere god modstand på fodboldbanen med gode rammer for socialt samvær før og efter kampene.

Turneringen fløjtes i gang i april og kører for de flestes vedkommende indtil juni måned. 2018 har fodboldmæssigt været et år, der vil stå i historiebøgerne mange år fremover. Alle hold bortset fra PI Herre 1 spiller halvårsturnering, hvilket betyder, at de starter i april og slutter i juni.

For PI 1 gjaldt, at de havde spillet første halvdel af deres turnering i efteråret 2017. Foråret i 2018 skulle derfor afgøre op- og nedrykning.

Resultater for foråret 2018
PI Damer: Nr. 2 i Serie 1 = Oprykning til Københavnsserien
PI Herre 1: Nr. 2 i Serie 1 = Oprykning til Københavnsserien
PI Herre 2: Nr. 2 i Serie 3 = Oprykning til Serie 2
PI Herre 3: Nr. 8 i Serie 4
PI Herre 4 (7-mands): Nr. 5 i Serie 3
Old Boys (7-mands): Nr. 9 i Serie 1

Det er historisk for klubben at have to hold i Københavnsserien. Bagved de to oprykninger ligger der hårdt arbejde fra både trænere og spillere for de respektive hold. Fra spillerne har man ønsket seriøs og målrettet træning, noget som trænerne har efterkommet til punkt og prikke, hvorfor klubben stod i den gunstige situation i juni 2018.

Afslutningsfesten blev afholdt på SKAAL ved Kultorvet, hvor vi fik mulighed for at holde en god fest og samtidig uddele de mange hædersbevisninger til klubbens medlemmer.

Sommerpausen er kort for fodboldafdelingen. De første kamp er programsat til august måned. Det betyder en kort sommerferie, da man gerne skal have nogle ugers træningsopstart inden. Dog er det en udfordring at samle spillere, da mange medlemmer kommer fra fjerne egne af landet, hvor sommeren afvikles.

De studerende vender desuden ofte først tilbage til København i slut august, da studiestart er i september. En evig udfordring, som holdene og især trænerne har lært at leve med.

På trods af ekstrem tørke, og som konsekvens deraf nedlukning af mange fodboldbaner, var PI Fodbold forskånet for aflysninger pga. favorable baneforhold i Valby.

For flere af klubbens holds vedkommende skulle de i efteråret op på et niveau, hvor flere af spillerne ikke har befundet sig tidligere.

På trods af, at antallet af oprykninger i efteråret ikke er lige så stort som i foråret, så er det bestyrelsens opfattelse, at efteråret er mere godkendt. For holdene at etablere sig i en højere rangerende række, er en præstation der måler sig med oprykning.

Resultater for efteråret 2018

PI Damer: Nr. 9 i Københavnsserien = Nedrykning til Serie 1
PI Herre 1: Nr. 5 i Københavnsserien (Afgøres i foråret 2019)
PI Herre 2: Nr. 7 i Serie 2
PI Herre 3: Nr. 8 i Serie 4
PI Herre 4 (7-mands): Nr. 5 i Serie 3
Old Boys (7-mands): Nr. 5 i Serie 1

Sæsonen blev i år afsluttet på behørig vis med god mad og drikke, og fest til sent ud på natten. Sidste-kamp-fest var i år ikke den sidste fest i kalenderåret. Mange af klubbens medlemmer deltog i årets julefrokost arrangeret af Store PI, som mange af medlemmerne satte stor pris på.

Klubben kigger med spænding ind i 2019.

PI Herre 1 ser ud til at kunne kæmpe med i den øverste halvdel i Københavnsserien, PI Damer skal tilbage i Københavnsserien, hvor de hører hjemme.
Desuden skal der bygges videre på det fantastiske træningsmiljø der er i klubben, hvor der er 30-50 medlemmer til træning.

Spillere, trænere og ledere er klar på nye og spændende udfordringer!


 

 

Fodboldafdelingens årsberetning for året 2017

Opdateret 30. januar 2018

Af Marcus Persson, formand

Ingen sæson de sidste par år uden en lille udfordring fra det politiske København.
Forrige år var det banetiderne om vinteren, og denne gang var det ombygning af tribunen. 2017 startede med ombygningen af vores ende af tribunen, hvorfor vi levede i et lille omklædningsrum og havde et kosteskab som materialerum.
I dag har vi en hel sauna.

At vi endnu en gang kom igennem sådan type udfordring, som skabes af udefrakommende kræfter, er en stor cadeau til de frivillige i klubben.

Trænere og holdledere, der indordner sig, ser muligheder i stedet for begrænsninger, og strækker sig langt for, at klubbens medlemmer ikke skal mærke nogen forskel på det i forvejen høje serviceniveau.

Fodboldmæssigt havde Dameholdet det i begyndelsen af året svært ved at skabe opbakning til holdet, og mange træninger måtte aflyses.

PI Herrer 1 skulle bygge videre på det momentum, som de havde efter den gode afslutning på efterårssæsonen 2016. For PI 2 skulle der igen, igen, køres en ny træner i gang: Denne gang Rasmus Hakman.
Mark Tofterup havde sin sidste halvsæson for tredjeholdet, og op af mulden opstod et nyt 4. hold, som skulle spille 7-mands.
Dette blev ført an af Simon og Kaplan, i tæt relation med Tofterup.

Efter sommerpausen var der stor udskiftning på trænerposterne. I selve ferien blev Rasmus Hakman byttet ud med en tidligere kending, Vimal på 2. holdet. Både med Hakman og Vimal som trænere har Johnny gjort stort arbejde for at hjælpe dem på plads, i sin rolle som assistent!

Mark Tofterup takkede af med undskyldningen om at studere. Afløseren var Jose, som gjorde et kæmpe arbejde fra første fløjt, og i dag sidder her som 2. holds træner for den kommende sæson.

Halvvejs igennem efterårssæsonen skiftede vi også ud på trænerposten hos 1. holdet. Klubben opsagde samarbejdet med Brian Niclasen. Trænerposten blev overtaget af Mikki, mens Dennis hjalp som assistenttræner.
Resultaterne flaskede sig fra første uge, og selvfølgelig var det pga. to gode trænere, men det var aldrig kunnet ske, hvis det ikke havde været for klubbens mand, Kent Dahlsgaard, som stod last og brast, da skibet gyngede lidt i efteråret.
Så også en stor tak til Kent, udover Mikki og Dennis, som sprang til, når behovet var der i efteråret.

Resultatmæssigt var svingende, ift. de forrige år, hvor det resultatmæssigt er gået godt for flere hold ad gangen.

Damerne klarer oprykning fra serie 2 i foråret og bliver nummer 8 i serie 1 i efteråret – Det kunne være blevet til en højere placering, da marginalerne ikke var med i alle kampe. PI 1 missede oprykning til KS med fire points – Efter en skidt start i efteråret er man igen med i spillet om oprykning, med henholdsvis 1 og 4 point op til de øverste.
PI 2 endte i den øverste halvdel i foråret, mens de fik en flot andenplads i efteråret.
PI 3 midt i tabellen både forår og efterår. PI 4 midt i tabellen begge sæsoner (men rykker op alligevel?)

2017 har også været året, hvor bestyrelsen er kommet tættere på hovedorganisationen, eller Store PI, som den måske bedre er kendt.

Tidligere har det altid været en politiers opgave at have den relation, men da Kenneth Toft forlod bestyrelsen i slutningen af 2016, krævede det lidt indkøring med nye rutiner.

Det er gået langsomt, men sikkert i 2017, og vi tror på, at vi kan få endnu bedre rutiner og relationer op og stå i løbet af 2018.
Bl.a. var Anders og jeg med en til workshop og repræsentantskabsmøde i foråret, hvilket gav en god indsigt i de mange andre foreninger, der ligger under paraplyen i PI.
Sammen med de andre foreninger vil vi 2018 forsøge at skabe nogle bedre bånd mellem Fodbold afdelingen og nogen af de andre afdelinger. 

Klubben fik også sit nationale gennembrud på mediescenen -  efter forslag fra Anders, kom vi igennem til podcasten Fodboldministeriet, hvor vi vandt 1500 kr.

Dette var i forbindelse med forårets kamp mod Christiania. Det var tæt på, at det udmøntede sig i både en særudsendelse om Pi-CSC og en live sending af fodboldkampen i Valby. Ingen af delene blev dog realiseret.

Vi har igen i år forsøgt at arrangere, hvad vi kalder Månedens kamp. Det har aldrig blevet i det omfang og den frekvens, vi har ønsket, men vil fortsætte med det i 2018.

De gange, det er blevet arrangeret i 2017, har der været god stemning, og det er en hyggelig måde at nyde en seriekamp på.
Vi har forsøgt at lægge det, så der kan være to eller flere kamp tæt på hinanden, men ambitionen er også, at medlemmer gerne må bruge arrangementet som en undskyldning for at komme ud og møde andre medlemmer.

Efter ønske fra både dem, der køber sodavand til træningsaftener og pølser til Månedens kamp, har der været ønske om Mobile Pay. 
Der er der kommet, og vi får det på plads indenfor de næste par uger.

Bestyrelsen har haft store udfordringer med indmeldelser af spillere. Der er kommet nye ansigter til, men det har ikke helt kunnet ses på kassebeholdningen.

Dels at spillerne aldrig er blevet meldt ind, eller at folk ikke betaler sit kontingent, men alligevel bliver ved med at træne. Vi har derfor brugt sidste år på at sætte nogle rutiner op dels mod Store PI, men også for trænerne, og i sidste ende jer spillere.
Dette er ikke noget vi skal gennemgå her, da alle i 2018 selvfølgelig betaler kontingent.

I den forbindelse opfordrer vi medlemmerne til en smule selvindsigt og medansvar. Dels ser vi gerne, at man betaler et girokort, når det kommer ind ad døren. Gør man ikke det, tager det tid for så mange personer fra Store PI ned til vores bestyrelse.

Men måske også en selvindsigt omkring – Har jeg betalt kontingent? Hvorfor har jeg ikke set et girokort? Vi giver også kursus til Betalingsservice, til de af jer der påstår, at man ikke kan finde ud af det – Ja, de findes!

Til sidst vil jeg som altid opfordre til, at I deltager i klubben. Selvom vi er minimum en træner på hvert hold, en holdleder og syv i bestyrelsen, så gør det ikke noget, man spørger, om der kan bruges en hånd.

Stilheden, der møder én, når man spørger om at tage tøjet med i vaskerummet, bære kegler ud til banen, eller melde sig til praktiske opgaver i forbindelse med et socialt arrangement eller kamp, er pinlig.
Jeg håber, at I vil være med til at løfte niveauet. Ikke kun ved selv at gøre noget, men også prikke til sidekammeraten i omklædningsrummet, og få dem med.


 

 

Fodboldafdelingens årsberetning for året 2016

Opdateret 2. februar 2017

Af fungerende formand, Marcus Persson

Efteråret og vinteren 2015 forløb med en masse administrative udfordringer fra Københavns Kommune.
Manglende kommunikation gjorde, at vi stod uden træningsbaner fra januar 2016. Med hiv og sving, masser af vennetjenester og et træner team, der gjorde deres ypperste kom PI´s fire aktive fodboldhold igennem vinterens træning med skindet på næsen.
Fra bestyrelsens side skal der lyde en stor tak for forståelsen og for den opbakning, der har været fra både trænere og spillere, for at få det til at lykkes.

2016 bød også på to nye trænere: Hos dameholdet bød vi Carsten Marker velkommen. Carsten kom med erfaring fra pigefodbolden på Bornholm og skulle samle holdet op efter en foregående sæson, hvor træningsindsatsen var nedadgående.
Hos PI Herre 2 bød vi velkommen til Magnus Hansen. Magnus er politibetjent og tilflytter fra Esbjerg-egnen. De fik deres ilddåb med de administrative kommunale udfordringer.

Inden sæsonen blev sparket i gang, afviklede klubben en træningsturnering på Bornholm, som desværre fik afbud fra dameholdet. For herrerne blev det en vellykket turnering med stor deltagelse, gode fodboldkampe, og gode sociale aktiviteter.

Sæsonen 2016 skulle på mange måder vise sig at være en spændende sæson. 1. holdet kunne for første gang i lang tid spille sig op i serie 1. 2. Holdet sagde velkommen til en ny træner. 3. holdet havde vist interesse for at træne lidt mere i hverdagen, og damerne havde ligeledes fået en ny træner, der skulle forsøge at løfte holdet tilbage på deres gamle niveau.

Vintertræningen blev aflyst af opstart på ny træningsbane i Valby. Klubben har fået en dedikeret bane, som kun kan benyttes af klubben. Placeret afsides på anlægget kan holdene frit benytte de omkringliggende arealer.
Udenfor banen afløste den ene administrationsopgave den anden. Denne gang blev der talt om gebyrer for de hold, som ikke havde ungdomsfodbold. Efter en hel del måneders stridigheder faldt også denne på plads.

Fodboldmæssigt blev det en stor sæson: 

•      1. holdet sikrede sig oprykning i sidste runde, hvor man slog træneren, Brian Niclasens tidligere klub, Hekla. Et stort tillykke til teamet omkring holdet; Brian Niclasen, Mikki Nielsen og Kent Dalsgaard.
De har formået at løfte ikke bare 1. holdet, men hele klubben op på et nyt niveau. Bestyrelsen er meget taknemmelige for det arbejde, I lægger i at gøre vores medlemmer glade.

•      Magnus Hansen og Simon Marker rykkede ligeledes op med 2. holdet, således at de fra august skulle spille med i serie 2. Også tak til Simon og Magnus, som sammen med Steffen fra 3. holdet, formåede at løfte træningsindsatsen for 2. og 3. holds spillerne.

•      Steffen sluttede af med at rykke op med 3. holdet. Et flot punktum for Steffen, der siden sommeren har været en del af 2. holdet.

•      Damerne holdt stangen i deres række og viste endda gamle dyder til tider. Der blev kæmpet med mod nogle af de bedre hold i rækken. Carsten har været udfordret på en meget svingende træningsindsats. Engagementet og viljen fra Carsten har der ikke kunnet sættes en finger på.

Sommerferien bød på den tredje og sidste administrationsopgave for bestyrelsen. Formanden valgte at trække sig fra sin post og overlod en bestyrelse i vildrede. Det er dog ved at falde ind, og vi glæder os til at efter i dag have det formelle på plads, således at vi kan arbejde videre med klubbens udvikling.

Sæsonen indledtes med endnu en tilgang på trænerbænken. Mark Tofterup, en af de faste aktører på 3. holdet, valgte at tage trænergerningen op. Det har klubben ikke fortrudt siden.
Det engagement, der lige nu er at spore på 3. holdet, er uovertruffen. Sammen med Anders Grønvall viser de, at vi er en klub, der både kan rumme at have seriøse fodboldhold og nogle mindre seriøse hold

Fodboldmæssigt fik 1. holdet lov til at mærke forskellen på serie 2 og 1. Der var mange lige kampe, flere end man var vant til, og de små fejl blev straffet af modstanderne i langt højere grad.
I slutningen af sæsonen fandt man dog den rigtige tone, og man ligger glædeligt inden for rækkevidde til en oprykning til Københavnsserien. Der arbejdes på at skrive historie, hvilket vil være gældende, hvis holdet rykker op.

Beklageligvis kunne 2. holdet ikke følge op på de gode takter, de havde vist sæsonen forinden. Det blev til en nedrykning, som blev en realitet i sidste runde. Et ærgerligt punktum for Magnus Hansen, der efter én sæson stoppede i PI, pga. familieforøgelse.

3. holdet var lige ved oprykning, og dette står derfor skrevet i stjernerne til det kommende forår. For damernes vedkommende begyndte det at se lovende ud, når det kom til indsatsene i kampene. Inden man kan rykke videre i rækkerne, kræver det en koordineret indsats for at rykke træningsindsatsen, inden resultaterne kommer til kampe.

Udenfor banen ser vi frem til, at der sker en gennemgribende renovering af tribunen, som har været længe ønsket. Derudover står Club Danmark-hallen nu endelig klar igen.
Hallen har stået ødelagt i flere år. Efter genopbyggelsen er det ikke længere en udpræget fodboldhal, men nu mere end multihal, som kan bruges af områdets mangfoldige idrætsgrene.

Til sidst har fodboldafdelingen valgt at gå med i et projekt om et helt nyt klubhus. Udsigterne er lange, men en håndfuld klubber har sammen med efterskolen i Valby, set på mulighederne for at få et udpræget hus til fodbold, i stedet for at bruge tribunen – selv efter renoveringen.
Lige nu kigger man på mulige fondsmidler, tegninger og samtaler med kommunen.


 

 

Fodboldafdelingens årsberetning for året 2015

Opdateret 25. januar 2015

Af: Kenneth Toft Andersen, Afdelingsformand

Ved udgangen af 2015 bestod afdelingsbestyrelsen af følgende medlemmer:

Formand, Kenneth Toft Andersen
Næstformand, Marcus Persson
Kasserer, Christian Vinther
Sekretær, Camilla Kristiansen
Bestyrelsesmedlem, Nicolai Mouritsen
Bestyrelsesmedlem, Anders Pedersen
Bestyrelsesmedlem, Johnny Martens

Det årlige afdelingsmøde blev afholdt den 31. januar 2015. Der var fremmødt 20 medlemmer. Gunnar Nørager blev valgt som mødets dirigent.

Forsamlingen valgte følgende medlemmer til bestyrelsen:

Næstformand, Marcus Persson (nyvalg)
Kasserer, Christian Vinther (nyvalg)
Bestyrelsesmedlem, Nicolai Mouritsen (genvalg)
Bestyrelsesmedlem, Johnny Martens (nyvalg)
Bestyrelsesmedlem, Anders Pedersen (nyvalg)
Sekretær, Camilla Christiansen (nyvalg)

Følgende ønskede ikke genvalg:
Næstformand, Martin Møller
Kasserer, Erik Holm Hansen
Sekretær, Lone Mikkelsen

Bestyrelse og samarbejdspartnere:

Jeg vil igen i år gerne sige en stor tak til en meget velfungerende og arbejdsivrig bestyrelse. 2015 er gået over alt forventning med mange nye tiltag samt gode og til tider utraditionelle ideer.
PI fodbold har nok i en del år været præget af traditioner og en tænkning i form af ”sådan plejer vi at gøre”

På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke alle omkring klubbens hold. I har alle uden undtagelse ydet en stor indsats for klubben i sæsonen 2015. I er rygraden i klubben, og det er Jeres skyld, at klubben hænger sammen og fungerer på den måde, som den gør.

Jeg vil gerne sige tak for hjælpen til Idrætskontoret ved Stine. Du er altid klar med en hjælpende hånd og yder en stor indsats for alle afdelinger.

De sportslige resultater forløb således:

Veteranholdet måtte desværre trække deres hold pga. manglende spillere. Jeg mener, at det er vigtigt for klubben at have et veteranhold, hvorfor jeg kraftigt håber på, at vi på et tidspunkt kan finde spillere til dette hold.

Dameholdet havde i deres forårssæson stolen for døren i den sidste kamp i Serie 1, men med en 3-2 sejr i sidste kamp med ØKF klarede de lige akkurat skærene.

I efteråret sluttede de desværre på en sidsteplads med 3 point for 9 kampe, hvorfor de må en tur tilbage til Serie 2.

Oldboysholdet spiller 7 mand. De sluttede foråret som nummer 3 med 16 point for 7 kampe. Dette var samme pointantal som nummer 2. I efteråret spillede de oldboys 1 og sluttede som nummer 5, med 15 point for 10 kampe. Godt gået.

I efteråret fik vi pga. de mange spillere oprettet et 3. hold i 11 mandsrækken. De spiller i Serie 5 og sluttede som nummer 7 med 11 point for 11 kampe.

Det er meget positivt, at vi nu har fået et 11 mandshold mere i klubben.

2. holdet har i 2015 været helt suveræne. I foråret rykkede de op i Serie 3. Endnu bedre blev det i efteråret, da de sluttede som nummer 1 med 24 point for 11 kampe. Helt suverænt og holdet skal nu spille i serie 2.

1. holdet, som i mange år har ligget og kæmpet i Serie 3, har spillet en formidabel sæson. Det meste er blevet sagt, men som medlem af klubben i mange år vil jeg sige, at det virkelig har været en torn i øjet, at holdet kun lå i Serie 3.

Men med en sæson med 60 point for 26 kampe og en målscore på 101-29 rykkede holdet fortjent op i Serie 2. SUPER GODT GÅET GUTTER: TILLYKKE.

De har nu spillet halvdelen af deres sæson i Serie 2 og ligger nummer 4 med 5 point op til andenpladsen. Så jeg er fuld af optimisme om en god forårssæson for 1. holdet.

Fodboldafdelingen har i 2015 bl.a.:

Afholdt indestævne med deltagelse af 16 seniorhold og 10 oldboyshold.

Afholdt fælles træningsdag med 50 deltagere, hvor der blev trænet, spist brunch, afholdt spillermøder, spillet miniturnering og efterfølgende fest.

Været på den årlige udlandstur.

Holdt afslutningsfest på Dahl og Dahl med 50 deltagere.

Været på den årlige fodgolftur.

Sidste-kamp-fest med pølser, øl og efterfølgende spisning på Hercegovina.

Ingen nævnt ingen glemt, men jeg vil alligevel fremhæve en profil her i klubben. Dit engagement i klubben både på den sportslige front og ikke mindst sociale front er langt udover det sædvanlige.

Din store kontaktflade igennem dine mange år som træner er uovertruffen. Du har fået mange nye spillere til klubben og ikke mindst formået at holde på de gamle. Du har formået at få antallet af spillere til træning op på at niveau, som aldrig er set før i fodboldafdelingen.

Tak for samarbejdet indtil videre Brian. Hele klubben håber at beholde dig i mange år endnu.

Klubben har i 2016 indgået aftaler med flere nye og gamle trænere. Hele bestyrelsen ser frem til samarbejdet, og jeg er sikker på, at med den fremgang og gejst der er i klubben i øjeblikket, så skal det nok komme til at gå rigtig godt.

Medlemsmødet for 2016 starter lørdag d. 30. januar kl. 1000 i Valby Idrætspark. Der vil blive spillet hyggebold på kunstgræsbanen. Nye spillere er selvfølgelig altid velkomne.

Efterfølgende afholdes der medlemsmøde kl. 1415 i Valby Hallen. Traditionen tro serveres der varm suppe, samt øl og vand.

Yderligere information omkring dette og klubben generelt kan findes på www.pifodbold.dk.