World Police and Fire Games 2019 i Chengdu, Kina - og vi spiste vist nok ikke hunde

Jesper Bangsgaard og den turkise hær ved indskrivningen

Opdateret 2. november 2019

  • Dorte Bo Jensen får guld i svømning

  • Jesper Bangsgaard og miss Danmark går panda amok

Jesper Bangsgaard i sin meget orange polo

Tekst og foto Jesper Bangsgaard, PI-København

Hvert andet år afholdes Word Police and Fire Games et eller andet sted i verden. Det er en slags olympiske lege for politi og brandfolk. Der var denne gang 61 discipliner med flere underdiscipliner. Atletik, med alt hvad det indebærer, er f.eks. 1 disciplin, og det samme gælder svømning med de mange forskellige svømmestile og distancer.

Ikke alle disciplinerne har olympiske pendanter, idet der også er mulighed for at deltage i tovtrækning (har været olympisk disciplin fra 1900 til 1920), armlægning, ferskvands fiskeri, høvdingebold (burde være olympisk disciplin), og dragebådssejlads for at tage nogle af de mere spektakulære. Der er også en række fagspecifikke discipliner som trappeløb i branduniform (mange etager på et hotel).

Der deltog denne gang politi- og brandfolk fra mere end 90 nationer, og vi var tæt på 11.000 deltagere. Det giver nogle sjove konstellationer. Jeg har vist aldrig tidligere spillet golf sammen med en fra Nigeria. De gik indmarch i flotte traditionelle nigerianske klædedragter og gav et særligt pift til arrangementet.

I år skulle arrangementer for første gang til Asien og nærmere bestemt Chengdu i Kina.

Da jeg første gang hørte om destinationen, var jeg helt på bar bund, idet jeg aldrig havde hørt om byen Chengdu. Jeg googlede derfor byen og fandt et par gode artikler fra 2016 og 2017, som fortalte, at der boede 14 millioner mennesker i byen, at ingen talte engelsk, at der var store trafikale udfordringer, og at der i stille vejr var store smogproblemer.

Nu er jeg jo golfspiller, så jeg googlede også lige golfbanerne i området og var som udgangspunkt ikke imponeret. Anmeldelserne var ikke overvældende gode, og billederne var elendige.

Senere eksploderede min viden om Chengdu, idet Københavns ZOO fik 2 pandaer fra netop Chengdu i Kina. Panda hysteriet er vi dog langtfra alene om i København. I Chengdu er ingen i tvivl om, hvad der er områdets store kendetegn. Der er pandaer på ALT.

Alt i alt var jeg derfor noget skeptisk ved tilmeldingen, men hvornår får man igen lige muligheden for at komme til Kina og spille golf – og se pandaer i deres naturlige habitat? Dyrt, men med en fornuftig støtte fra PI’s venner blev det lidt lettere at træffe beslutningen.

Jeg er nødt til at konstatere, at Kina generelt og værtskabet i Chendu specifikt gjorde min skepsis til skamme – big time!

Jeg har aldrig deltaget i et bedre, mere storslået og spektakulært arrangeret event, og jeg har trods alt deltaget i sportsarrangementer verden over i mere end 35 år.

Kineserne kan altså noget, når det gælder arrangementer. Overalt var der hjælpere i turkisfarvede trøjer og pæne bukser fra Adidas (ikke noget kineserbiks her). Rygtet (og flere af hjælperne) sagde, at man blot havde udkommanderet alle skoleelever, som havde lært engelsk på gymnasieniveau.

Det er en hel del i en by af den størrelse. På alle hoteller, hvor der var indkvarteret deltagere, var der etableret en lille bod i receptionen, hvor de små turkise hjælpere sad fra tidlig morgen til noget ud på aftenen.
Der var 3 på vores hotel, hvor vi helt uden tanke på en aktuel undersøgelse herhjemme, havde indkvarteret os på Hotel Tibet! De kunne alle lidt engelsk, og med hjælp fra hinanden og en oversættelses app på mobilen lykkedes det næsten hver gang, at få noget brugbart ud af kommunikationen.

Byen overraskede i den grad også. Der var i den periode, vi var der i august, ca.  38 grader i skyggen hver dag, ikke en sky på himlen eller så meget som en lille brise til at skabe lindring fra den ekstreme varme. Luftfugtigheden var udholdelig, og der var ikke skyggen af smog.

Lokal regeringen havde besluttet, at de mange to takts knallerter, man ser overalt i Asien, skulle udskiftes med eldrevne knallerter, og at alle taxaer (40.000 stk.) skulle køre på el eller gas.

De lokalt producerede biler var for de flestes vedkommende eldrevne, og dieselbiler måtte ikke køre i centrum uden tilladelse. Sådan løser man et problem, når man ikke har et besværligt demokrati at slås med, og ikke er bange for ikke at blive genvalgt.

At komme rundt viste sig også langt lettere, end man skulle tro. Samtlige gadeskilte stod med både kinesiske bogstaver og på engelsk. Al skiltning i stormagasiner (jo, de findes og der er mange af dem – og ja, de sælger nøjagtigt det samme som stormagasiner i resten af verden) i metroen og ved seværdigheder fandtes på både kinesisk og engelsk.

Byen, som siden 2016 i øvrigt var vokset fra 14 mill. til ca. 16 mill., lignede rigtigt mange steder en hvilken som helst anden storby i Europa eller USA. I hvert fald på overfladen. Man skulle dog ikke gå mere end et par gader ud til siden, før det Kina man forventede dukkede op.

Nå, tilbage til arrangementet.

Første større opgave var åbningsceremonien, som nok var den, jeg havde glædet mig mest til og forventet mig mest af. Igen overgik arrangørerne mine vildeste forventninger.

Vi deltog i indmarchen sammen med vores gode danske venner fra Københavns Brandvæsen, som for en enkelt’s vedkommende havde taget lidt familie med.

Vi startede med lidt fyrværkeri, så indmarch på et stort stadion - en nation ad gangen garneret med masser af fyrværkeri, så et sceneshow i verdensklasse med ca. 1000 deltagere og lidt fyrværkeri, to af Kina’s største internationale stjerner som konferenciers Jackie Chan (ja, ham fra karatefilmene) og en sangerinde, jeg ikke lige fik fat i hvad hed (hun laver tilsyneladende ikke karatefilm).
Der var Dragedans, kæmpe løver med mennesker indeni og traditionel kinesiske dansere i de typiske klædedragter, kampsportsudøvere i en vanvittig koreografi af krumspring og fyrværkeri, 20.000 begejstrede tilskuere, som jublede, som om de var betalt for det (hvad de da muligvis også var) og slutteligt et overflødighedshorn af fyrværkeri det sidste kvarter for lige at sætte et effektfuldt punktum.
Det kunne sagtens have været åbningsshowet til en rigtig olympiade, uden at nogen ville have rynket på næsen af åbningsshowet. 

Med et vel overstået åbningsshow i erindring var det tid til de idrætslige aktiviteter, og her var min faste rejsemakker til disse WPFG arrangementer gennem de seneste 10 år Dorte Bo Jensen den første i ilden. Det er nu et andet element, hun gør sig i, idet Dorte indledte med 100 meter brystsvømning. Det skal her måske lige nævnes, at alle idrætsgrene er aldersinddelt, og hos kvinderne var rygtet om Dorte’s styrke i bassinet nok løbet forud.
Ingen havde i hvert fald valgt at tage udfordringen op, så det blev til en flot guldmedalje i en tid, som nok vidner om større entusiasme en egentlig træningsflid.

Vores venner fra Københavns Brandvæsen deltog i roning og cykling og hjemførte også medaljer i disse discipliner, selv om der her var både modstandere og flere af slagsen.

Mod slutningen af ”The Games for Heroes” blev det så endelig golfspillernes tur. Dorte deltog i damernes handicap +50 række, og jeg deltog sammen med Tommy fra Københavns Brandvæsen i herrenes  handicap + 50.

Golfklubberne var helt på højde med de fineste i Dubai, Singapore og Thailand, som er den type baner, de bedst kan sammenlignes med. LUKSUS over hele linjen. Fantastisk velholdte baner og et hav af hjælpere og officials.
Sikkerheden var i højsædet med metaldetektor ved indgangen og 10 betjente opstillet i en række på hver side af indgangen. Det hører til sjældenhederne, at jeg har 30 betjente og golfhjælpere til at stå og klappe af mig på vej hen mod sikkerhedsscanneren. Man følte sig godt nok lidt privilegeret og lidt som en golfstjerne. Det passer ikke lige med den beskedne danske mentalitet. Det var i hvert fald tydeligt, at de ikke havde set mig spille tidligere.

Der spilles tre dage i træk med en runde golf hver dag på en ny golfbane, hvor den ene bane var mere luksuriøs en den næste. Brandmanden Tommy, Dorte Bo og jeg skulle nu prøve kræfter med de flotte baner.

Dorte gik 3 runder lidt over sit handicap og endte på en 7. plads i et felt, hvor de øvrige 6 piger må have snydt for at havne foran Dorte Bo.. Hende, der vandt, havde i hvert fald.
Da vi jo spiller efter vores handicap, må det forventes, at man ligger lige deromkring. Det ville svare til en samlet score efter 3 runder på 216 slag. En Malaysisk pige formåede helt sensationelt at gå i 195 slag, altså 21 slag bedre end sit handicap over 3 runder. Herhjemme ville det indikere, at man har fiflet lidt med sit handicap, og der var da heller ikke mange ud over malajerne, som jublede over resultatet.

Meget bedre var det dog ikke hos herrerne, hvor jeg den ene dag kunne glæde mig over en personlig rekord med en runde i 75 slag – 10 bedre end mit handicap (bedste runde overhovedet i handicap + 50 gruppen). Jeg undgik dog at blive buhet ud, da jeg dagen inden med 95 slag – 10 over mit handicap, havde sikret, at jeg ikke blev beskyldt for handicap fifleri.
Jeg gik samlet i 218 slag når handicappet var trukket fra, og Tommy fik slået 239 gange til bolden efter samme koncept. Også her gik vinderen i 195 slag, altså 21 bedre end sit handicap. Han var i øvrigt fra Taipei, og nummer 2 var fra Hong Kong.
De 15 første på resultatlisten var fra Asien, og først som nummer 16, 17 og 19 kom ikke asiater, nemlig en Australier, en Schweizer og undertegnede. Der var 72 deltager i klassen, og ca. 25 var asiater. De er dygtige til golf derude.

Nu er resultater og medaljer heldigvis ikke det vigtigste ved WPFG. Det vigtigste for mange af os, og særligt dem fra Vesteuropa, Nordamerika og Australien ved disse arrangementer er det sociale. Muligheden for at tale med kolleger fra hele verden og høre, hvordan deres hverdag er skruet sammen, om de udfordringer de står med, og hvad det er, som vi har til fælles.

Her er læren, at der stort set ingen forskel er på, om du er fra Kina, Perth i Australien, Montreal i Canada eller København:

-       Du har travlt,

-       du synes ikke, du får nok i løn,

-       ansvarsfølelsen og kollegerne er det, som, uanset hvor i verden du kommer fra, holder dig kørende og gør hverdagen og jobbet som politi eller brandmand fantastisk.

Efter 11 fantastiske dage i Kina med lokal mad på lokale restauranter hver dag kan jeg med stor sikkerhed sige:

-       Kina er ikke så svært fremkommeligt, som rygtet siger

-       Pandaerne i København har det bedre end pandaerne i Chengdu

-       WPFG har ikke fået sit sidste besøg af mig

-       Jeg har ikke spist hund (tror jeg nok), men er blevet tilbudt både hjerne, hjerte og tunge fra dyr, jeg ikke ved hvad var.

Slutteligt kan jeg oplyse, at WPFG 2021 foregår i Rotterdam i Holland, hvilket både kulturelt og økonomisk er noget nemmere at overkomme.

Hvis du er interesseret i at deltage, uanset hvilken sportsgren du dyrker, så kontakt Dorte Bo Jensen eller undertegnede for yderligere information.  Besøg evt. www.wpfgrotterdam2021.com for yderligere oplysninger og tilmelding. 
Bemærk lige deres slogan ”where heroes become winners”, jo den får gas fra starten.