Berlin Maraton 2018

Alle deltagerne

Artikelforfatteren, Morten Vinther på ruten

Opdateret 14. oktober 2018

Af Morten Vinther
Foto: Morten Vinter og Jørgen Klenke

Allerede dagen efter et veloverstået Berlin Marathon 2017 den 24. september gik ”Die Reiseleiters”; Jørgen Klenke og jeg igen i gang med planlægningen af turen til Berlin 2018, der denne gang var programsat til den 16. september, desværre samme dag som Copenhagen Half.

Igen ville vi forsøge at fylde en af de store busser fra vores trofaste busselskab; Dania Turist med både spændstige løbere og hurtige rullere.

Nok grundet sammenfaldet med Copenhagen Half gik det lidt trægt med at få afsat de 50 pladser, men da det blev fredag den 14. september, kunne vi kl. 0615 sende en næsten fyldt bus af sted fyldt med 45 forventningsfyldte løbere og 5 stk. lige så forventningsfyldte rullere mod den tyske hovedstad fra Station City på Halmtorvet.

Efter et hurtigt pit-stop ved Calle i Rostock gik turen ned ad en Autobahn fyldt med vejarbejde og omkørsler til Expo i Berlin, hvor vi fik udleveret startnumre og handlet gel, druesukker, nye løbe t-shirts, nye hjul til rullerne og meget andet.

Igen i år blev vi indlogeret på Citystay, et lille hyggeligt hotel beliggende centralt i den tyske hovedstad lige ved Alexanderplatz.

Lørdag den 15. september deltog flere i det traditionelle ”Morgenmadsløb” med start ved Charlottenburg og mål på løbebanen på det gamle olympiske stadion. En lille hyggelig træningstur på 6 km i adstadigt tempo.

Kl. 1530 gik starten på rullernes maraton. En var faldet fra, så vi mønstrede et skarpt hold på fire; Charlotte Olesen, Louise Kleis, Jesper Grove og Mads Qvist. Resten af holdet placerede sig strategisk på ruten for at heppe på de hurtige rullere.
Hurtigst af alle var for sjette gang i træk Belgiens Bart Swings, der løb i imponerende 57 minutter og 58 sekunder. Hos kvinderne vandt tyske Katharina Rumpus i tiden 1 time, 9 minutter og 15 sekunder.
Vores hurtigste var Mads Qvist i tiden 1 time 24 minutter og 44 sekunder. Flot tid.

Søndag morgen blev det så løbernes tur. Kl. 0915 gik starten til et maratonløb, der vil gå over i historien, som det hurtigste i verden nogensinde.

Kenyanske Eliud Kipchoge fra Kenya kappede over et minut af den tidligere verdensrekord, der blev sat i 2016 (også her i Berlin).
Den imponerende nye verdensrekord lyder nu på 2 timer 1 minut og 39 sekunder. Til sammenligning blev vores hurtigste i år Henrik Hammer, der løb i tiden 3 timer 7 minutter og 23 sekunder.

Alle de trætte blev behørigt fejret på Hoffbrau Berlin med tysk buffet, stor iskolde drikkevarer serveret af skønne Heidier til lyden af høj tyrolermusik.

Mandag gik turen med ømme stænger så retur til Danmark, og der var ro i bussen hele vejen hjem til Halmtorvet.

Die Reiseleiters vil gerne takke Rigspolitiet for sponsering af superfede løbe t-shirts og PI-København og Støtteforeningen for en økonomisk håndsrækning til medlemmerne.

Vi vil også gerne give depechen videre til andre, der har lyst til at arrangere en tur til Berlin. Vi har nemlig valgt at takke af som arrangører, efter at have arrangeret turen siden 2013.  


 

  • Rulleskøjteholdet

  • Mads Qvist ved Brandenburger Tor